Campingguide | Toskana

Når du planlægger en campingferie i Toscana, skal du først forstå regionens geografiske todeling. Vi befinder os i en korridor, der mod nord afgrænses af Apenninerne og åbner sig mod syd og vest mod den tyrrenske kyst. De fleste tunge køretøjer ankommer fra DACH-området via Brennerpasset og A22 til Modena, hvorefter man fortsætter ad A1 mod Firenze. Vær opmærksom ved beregningerne: Mauten i Italien er betydelig. For et køretøj i klasse B (eller 3 ved tandemaksler) skal du regne med ca. 50–70 euro pr. retning på strækningen fra Brenner til Firenze Syd. Alternativet ad landeveje tager uforholdsmæssigt lang tid og bruger meget diesel på grund af de mange gennemkørsler og rundkørsler. Stellpladsernes struktur i Toscana er radikalt delt i to verdener. Ved kysten (fra Versilia til Maremma) dominerer enorme „campingvillages“ med industrielt niveau af infrastruktur, underholdning og priser, der i højsæsonen (juli/august) hurtigt overstiger 80 euro pr. nat. I det indre af regionen, især i Chianti-området og Val d’Orcia, er det derimod agricampeggio der definerer oplevelsen. Her parkerer du på private jorde hos vingårde eller olivenplantager. Priserne ligger her mere moderat mellem 25 og 45 euro, ofte inklusive strøm, men med begrænset ampere (ofte kun 3–6 ampere – kaffemaskiner og aircondition slår straks sikringen fra). En afgørende faktor for camping i Toscana, Italien er valget af sæson. August måned (Ferragosto) bør undgås logistisk set. Regionen er overfyldt, priserne er maksimale, og varmen hober sig op i dalene. Den ideelle tid for krævende rejsende er slut maj eller sent september til oktober. Her er temperaturerne køretøjsvenlige, og landbrugene har tid til direkte salg. Dieseltilførslen er ikke problematisk; tankstationer findes i alle dale, men priserne på motorvejen er ca. 20–30 cent højere end ved de „Pompa Bianca“ (offentlige tankstationer) langs Superstrada Firenze-Siena. Vandforsyningen er god på de officielle pladser, men vanskelig ved friopstilling, da offentlige brønde ofte er lukket for at undgå spild i de tørre somre.

Valget mellem kyst og bagland er ikke kun et spørgsmål om smag, men også om køretøjets tekniske egenskaber og dine nerver. Vi analyserer her de to dominerende zoner for din autocamper. Zone 1: Baglandet (Chianti, Val d’Orcia, Siena) Kørsel i det indre er krævende. Den berømte „Chiantigiana“ (SR222) forbinder Firenze og Siena og er landskabeligt den referencestrækning, men teknisk udfordrende. Vejen er snoet, asfalten er ofte nedslidt i kanterne, og gamle egetræer og cypresbomme hænger dybt ind i kørebanen i svingene. Køretøjer med en højde over 3,00 meter og en bredde over 2,30 meter skal her køre ekstremt forsigtigt for at undgå ridser på karrosseriet. Et andet teknisk detalje er underlaget: De berømte „Crete Senesi“ (lerjorder) syd for Siena er tørre og hårde som beton. Men så snart det regner, forvandles leret til en sæbeagtig, glat overflade. Står du her på en ubefæstet eng, kommer du uden trækkraftsstøtte eller firehjulstræk ikke videre. En stellplads på grus er derfor altid at foretrække frem for græs i baglandet. Zone 2: Kysten (Maremma, Etruskernes kyst) Topografien ændrer sig drastisk syd for Livorno. SS1 (Via Aurelia) er hovedfærdselsåren. Her er terrænet fladt, vejerne brede og langt bedre egnet for store linerbiler. Udfordringen her er ikke stigningerne, men underlaget på pladserne: Ofte er det sandige fyrreskove. Tilkørslerne til strandene er ofte begrænset for personbiler med højdebegrænsninger (typisk 2,10 m), hvilket gør parkering for autocampere yderst vanskelig. Friopstilling kontrolleres strengt langs kysten og straffes med bøder på op til 500 euro. Køretøjskontrol for regionen: Bremser er nummer ét-problemet. Nedkørslerne fra bakkestæder som Volterra eller Montepulciano er lange og stejle. Hvis du bremser konstant her, risikerer du fading (tab af bremseeffekt). Brug konsekvent motorbremsen. Et andet tema er ZTL’erne (Zona a Traffico Limitato) i næsten alle landsbyer. Kameraerne er aktiverede. Kør aldrig „på synlighed“ ind i en historisk bykerne, men parkér konsekvent på de skiltede p-pladser uden for bymurene. Campingoplevelsen i Toscana afhænger i høj grad af, om du kan tilpasse dit køretøj til de snævre forhold.

Mange rejsende søger specifikt de berømte „Strade Bianche“ – de hvide grusveje, der billedskønt snor sig gennem cypreslundene. Hvad der ser æstetisk ud på billeder, er i praksis en stor belastning for køretøjet. Det hvide støv består af fineste kalkstensstøv. Hvis du planlægger at køre en længere etape på disse veje (f.eks. ved Gaiole in Chianti eller omkring Pienza), skal du før indkørslen absolut lukke alle tvungne ventilationer og tagluke. Støvet er så fint, at det trænger ind gennem selv de mindste sprækker og lægger sig overalt i kabinen. Desuden har disse veje ofte et „vaskebræt“-profil (som bølgeblik). Den optimale hastighed for at minimere vibrationerne på chassiset er paradoksalt nok ofte højere end forventet (ca. 40–50 km/t), så dækkene „flyver“ over bølgerne i stedet for at falde ned i hver fordybning. Kører du for langsomt, bliver karrosseriet og møbelbeslagene løse. Efter en sådan etape bør du helt sikkert tjekke skruerne på skabslågerne. Endnu et aspekt: Ved modkørsel på disse veje gælder den uskrevne regel, at køretøjet, der kører op ad bakken, har fortrinsret, men den mest fornuftige (eller bredeste) skal finde en udvidelse i tide. Insister ikke på din ret her; rabatterne er ofte bløde og ustabile.