Campingguide | Paphos

Regionen Paphos i det yderste vestlige Cypern adskiller sig markant fra resten af Middelhavsområdet. Geografisk isoleret af Troodos-bjergene mod øst udgør dette distrikt en selvstændig logistisk enhed. For rejsende fra Tyskland begynder eventyret oftest i lufthavnen i Paphos (PFO) eller Larnaca (LCA), da færgeforbindelsen med egen bil fra Piræus eller Tyrkiet er ekstremt langvarig, bureaukratisk kompleks og dyr. Den klassiske campingferie ved Paphos foregår derfor næsten udelukkende i lejet autocamper eller kompakt campervan, som lejes lokalt. Afstandene ser kort ud på kortet, men snyder: De 40 kilometer fra Paphos by til Polis i nord kræver grundet topografien og gennemkørslen af landsbyer godt en times køretid. Når man er her, skal man forstå, at campinginfrastrukturen er rudimentær. Der findes ingen 5-stjernede pladser med underholdning. I stedet dominerer to kategorier: Den officielle campingplads under skovvæsenet eller kommunen (ofte helt basale faciliteter, funktionelle sanitetsfaciliteter, pris ca. 5–15 € pr. nat) og private standpladser på agroturismefarme, som ofte er mere veludstyrede, men kapacitetsmæssigt begrænsede (ca. 20–30 € pr. nat). Vildcamping er officielt gråzone eller forbudt på Cypern, men tolereres i lavsæsonen (oktober til april) ofte på afsidesliggende strande, så længe der ikke udvises ’lejr-adfærd’ (markise og stole ude). I højsæsonen patruljerer rangerne strengt, især i Akamas-halvøens naturreservat. Forsyningen med diesel er uproblematisk, tanknettet er tæt, og priserne ligger ofte lidt under det tyske niveau. Vandtankning er mulig ved mange tanke mod et drikkepenge, da offentlige vandposte er sjældne. Hvis man vil drive camping ved Paphos, Cypern seriøst, bør man planlægge sin rute strategisk efter vandkilder og skyggefulde steder.

Regionen kan køremæssigt opdeles i to helt forskellige sektorer, som begge stiller specifikke krav til dit køretøj. I syd, omkring Paphos by og langs kystvejen mod Petra tou Romiou, bevæger du dig på veludbygget asfalt. Her er udfordringen ikke underlaget, men trafikken og varmen. Temperaturerne stiger i juli og august til over 35 grader i skyggen. Asfaltfladerne opvarmes ekstremt, hvilket får dæktrykket til at stige – regelmæssig kontrol (om morgenen, når det er koldt) er obligatorisk for at undgå punkteringer. En autocamper uden kraftig aircondition (i det mindste under kørslen) bliver hurtigt en sauna. Den nordlige sektor, især Akamas-halvøen og tilkørslerne til Avakas-kløften, er en anden verden. Her slutter asfalten ofte brat. Stierne består af fastkørt ler, der er gennemboret med skarp kalkgrus. Fuldtræk (4x4) er ikke absolut nødvendigt, hvis du holder dig til hovedstierne, men frihøjden er det vigtigste. Mange udlejningscampere har strenge klausuler, der forbyder kørsel på uasfalterede veje (’Dirt Roads’) – her skal man studere det med småt nøje. De, der ønsker at opleve camping ved Paphos væk fra hotellerne, søger ofte mod området omkring Polis Chrysochous. Vejen B7, der forbinder Paphos med nord, er en veludbygget pasvej, der dog indeholder lange stigninger. Ældre sugedieselmotorer når her deres termiske grænser. Ned ad bakke belastes bremserne kraftigt; brugen af motorbremsen er afgørende for at undgå overophedning (’Fading’). En anden teknisk aspekt er bredden: I landsbyerne på Laona-plateauet (f.eks. Kathikas, Ineia) er smalle gader ofte kun 2,50 meter brede. Med en bred karrosseri og udklappede sidespejle bliver rangérning i modkørsel en millimeterøvelse. En varevogn eller en kompakt halvt-integreret model er her langt at fortrække frem for en traditionel alkovencamper. Også strømforsyningen på simple standpladser er ofte begrænset til 6 eller 10 ampere – brug af elektriske varmeblæsere eller kraftige kaffemaskiner river straks sikringen ud. Autarki via solpaneler er på grund af det høje antal soltimer den mest effektive løsning.

De fleste turister køber deres vin i supermarkederne i Paphos by. Den mere strategisk kloge løsning er dog at køre op på Laona-plateauet, cirka 600 meter over havet. Temperaturen heroppe er konstant 4-5 grader lavere end ved kysten, hvilket gør nætterne i campervognen betydeligt mere behagelige. Kør ad ruten E709 mod Kathikas. Undgå de store ’showrooms’ ved indgangen til landsbyen. Kør i stedet videre til de mindre vingårde som ’Vasilikon’ eller ’Sterna’ (sidstnævnte har et lille museum og gamle hulekældre). Her køber du den lokale Xynisteri (hvidvin) direkte fra rampen for ca. 5–7 € pr. flaske. Den afgørende fordel: Mange af disse vingårde tillader, at du efter en vinsmagning og køb af nogle flasker overnatter på deres parkeringsplads. Det er officielt ikke en campingplads, men tolereres som ’overnight parking’. Der er ingen strøm og ofte intet vand, men til gengæld absolut ro og en uhindret udsigt over stjernehimlen over vinmarkerne. Vigtigt: Spørg altid høfligt ejeren (’Can we stay strictly for one night?’), vis dit køb og undlad enhver campingadfærd uden for køretøjet.